Babar Siddiqi har muslimske rødder. Han er tidligere stofbruger, men arbejder i dag som misbrugsbehandler og efterlyser en mere differentieret stofbehandling i Danmark.
AF BIRGITTE ELLEMANN HÖEGH, JOURNALIST
Babar Siddiqi har tidligere været i medierne og peget på et behov for et mere differentieret behandlingssystem. Han kommer fra en muslimsk familie med pakistanske rødder og har selv været alkohol/stofmisbruger fra han var 16 til 31 år. I dag arbejder han selvstændigt som misbrugsbehandler og er også tilknyttet behandlingscenter Tjele. Tidligere har han bl.a. været ansat som terapeut i Jyderup statsfængsel, forskellige ambulante og døgnbehandlingscentre og på Dansk Center vedrørende Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme, hvor han var leder af et kursus med det formål at etablere et korps af nøglepersoner inden for de muslimske miljøer. Det var læger, sygeplejersker, lærere og socialrådgivere, der blev uddannet i afhængighedsproblematikker, men der var ikke økonomisk opbakning til, at de fortsatte gruppen.
Hvorfor lukkede man dit kursus ned?
‘Der er mange, der er gået i gang med forskellige behandlingstiltag for muslimer, men problemet er, at der ikke er opbakning og støtte. Der er desværre lidt modstand, fordi der er nogle politikere, der har nogle forestillinger om, at man skal have samme behandling, ligegyldigt hvor man kommer fra, og hvilken ’sygdom’ man kommer med. Men det holder bare ikke, når vi taler afhængighed, fordi vejen ud af det også handler om respekt for baggrund, kultur, værdier og familieopbakning, og derfor bliver vi nødt til at kigge på, hvordan vi kan hjælpe den her målgruppe bedst.’
Vil du uddybe det?
‘Rusmidler betragtes som en af de største synder i islam, og det betyder, at man som mennesker generelt gør som med andre synder: prøver at skjule dem. Ligesom man gør i danske familier, det bliver bare værre med muslimer.’
Hvorfor er det værre?
‘Det har meget at gøre med, at de største synder i islam bliver gjort op i, hvad det er, vi skal holde os fra. Alt det, der kan skade enten dig eller dine omgivelser, er ikke anbefalingsværdigt. Nogle af de ting, som betragtes som forbudte, er rusmidler og spil om penge. Og er der noget, der skader en selv og ens omgivelser, så er det afhængighed af rusmidler og spil om penge. Netop derfor anser man disse afhængigheder som nærmest utilgivelige. Og når den viden gives med modermælken, så giver det en meget større skamfølelse, for ‘hvordan kan det så være, jeg bliver afhængig af det?’ spørger man sig selv.’
Hvordan oplever du, at muslimske familier håndterer, at deres pårørende har et misbrug?
‘Med magtesløshed, manglende viden og skam over for sig selv, sin tro og sine omgivelser. Det er almindeligt, at familier tænker, at det ikke må komme ud, men skal holdes nede i familien. Og blandt andet, fordi mange muslimers netværk er ret store, kan de være bange for, at de andre tænker, at det er deres opdragelse, det er galt med.’
Men har de her familier ikke den samme viden om afhængighed som det resterende samfund?
‘Nej, det er ikke sikkert, de har viden om, at der skal professionel behandling til, eller har den nødvendige viden og forståelse omkring afhængighed. Det er heller ikke alment kendt blandt danskere, skal man vide. Og uvidende mennesker laver deres egne hjemmestrikkede behandlingstiltag for deres børn.’
Hvad er det for hjemmestrikkede værktøjer?
‘Jeg har både set og prøvet på egen krop og i egen tankegang, at afhængigheden må håndteres med ansvar. For eksempel ved at blive gift. For når man får en kone eller et barn, er logikken, at man nok stopper man med at være uansvarlig og kommer på rette køl. Jeg kender adskillelige aktive mandlige stofbrugere, der ikke har sagt noget til pigens familie i håbet om, at det her bliver anderledes. Og så er det ikke ét, men flere liv, der kommer i klemme. En anden metode er afstraffelse og isolering. Man bliver låst inde, og der er sågar eksempler på, at man har lænket vedkommende til en radiator. Nogle sender deres pårørende på opdragelsesrejser til hjemlandet, hvor de får en anden form for omsorg og kærlighed og kommer væk fra miljøet, for så regner man med, at de er afgiftet, og trangen er væk, når de kommer hjem igen.’
Mener du, at der er grund til, at man etablerer et særligt behandlingstilbud specifikt for muslimske stofbrugere i Danmark?
‘Jeg tror, det vil være godt, hvis man også ansætter behandlere med anden etnisk baggrund. Med mit arbejde som misbrugsbehandler oplever jeg ofte, at mennesker med andre nationaliteter opsøger mig, uanset om de er muslimer eller ej, men alene, fordi der er en genkendelsesværdi i en mand, der ligner dem selv. Så det her med at få skabt tillid i behandlingen er vigtigt – ligesom at tilbyde nogle behandlere, der har en større respekt for religionen, kulturen og baggrunden.’
Hvad er det for samtaler, der er nødvendige at få med en muslimsk stofbruger og familie? Og hvordan adskiller de sig fra den almindelige behandling?
‘Jeg tror, det er vigtigt at inddrage familier. Familierne kan være en stor ressource i behandlingen. Der er desværre sjældent familier inddraget, og årsagen, når det gælder muslimske familier, kan forklares ud fra, at de har en forestilling om, at de ikke bliver forstået af en etnisk dansk behandler i forhold til de problemer, de sidder med. Det kan være samtaler om de generelle problemer i familien og i forhold til troen, skyldfølelse, skam og deres omdømme- det sidder misbrugeren jo også selv med. Så det vil være godt med samtaler om, hvordan begge parter kan mødes igen og skabe tillid til hinanden.’
Er det behandleren eller selve behandlingen, der skal tilpasses?
‘Det kan være en kombination. Nogle misbrugere er blevet så forvirrede omkring deres identitet, at de ikke ved, hvem de skal stole på. For nogles vedkommende vil det være en etnisk dansk behandler, der vækker mistillid, for andre vil det være en muslimsk behandler, fordi de er bange for at blive afsløret i miljøet. Så man kan ikke svare entydigt. Men jeg ved, at der er en stor mangel på uddannede muslimske behandlere på feltet. Dem kunne vi godt bruge flere af.’
Hvorfor er der ikke så mange muslimske behandlere?
‘Det kan der være flere årsager til. Generelt er der ikke prestige i det arbejde, med mindre man selv er blevet mærket af stoffer og har kendskab til, hvorfor det er vigtigt at arbejde på feltet. Skyld og skam spiller selvfølgelig også ind her – samt frygten for misbrugere. For ser man en narkoman, vil man jo gå uden om, og af god grund, fordi en misbruger i almindelighed kan være utilregnelig.’
Hvad er det for stoffer, der generelt benyttes i det muslimske miljø?
‘De stoffer, de kan skaffe. Men det har også noget at gøre med alder, og hvor man kommer fra. For somaliere handler det rigtig meget om khat, mens pakistanere og afghanere ofte bruger heroin og kokain. Hos unge er den generelle holdning, at hash ikke er så farligt, at det ikke er et rigtigt stof, og derfor har jeg set mange tyrkere og arabere ryge hash.’
Jeg har talt med to muslimske stofbrugere i et fixerum, der begge blev vrede, da jeg bragte deres muslimske baggrund på banen. De mente, at det var diskriminerende at fokus skulle være på, at de er muslimer. De mente, at de helt enkelt blot har brug for bedre tilbud til hjælp. Har det noget på sig?
‘Det er et meget fint udtryk for deres skam, når de ikke vil gå ind i emnet. Enten er det, fordi, familien har sagt fra over for dem, eller også har de selv forladt familien, fordi deres indre værdier er røget med afhængigheden. Når muslimske misbrugere mister familien, har de en oplevelse af stor skam, som de har bragt over familiens ære. Derfor er det forståelig, at de ikke vil tale om emnet. Og så skal man huske, at aktive misbrugere ikke er i stand til at behandle sig selv. De vil ikke have en chance for at vide, hvad de skal gøre. Vidste de det, ville de ikke være i misbrug! Og så bliver jeg nødt til at nævne, at der ikke er nogen mennesker, der har lyst til at være anderledes end andre, så de bliver ramt på nogle områder, som er smertefulde. Så det undrer mig ikke, at de reagerer sådan.’
Babar Siddiqi har har pakistanske rødder og kom til Danmark med sine forældre i 1979, da han var 11 år. Han er vokset op i et muslimsk hjem på Østerbro i København. Han arbejder i dag som misbrugsbehandler og familierådgiver med flere uddannelser bl.a. som CIAC (Certificeret International Addiction Counselor), NLP Coach, Psykoterapeut m.fl. Gennem mange år kæmpede han selv med et misbrug, sin tro og sin familie.
Siden år 2000 har han arbejdet, både professionelt og som frivillig, med at hjælpe misbrugende og deres familier som er fanget af afhængigheden.
