Er du i tvivl om du er afhængig?

Vores online selv-diagnose for afhængighed giver dig mulighed for anonymt at teste dig selv og få uddybende information efter testen, så du bedre kan forstå afhængighedens mønstre og reaktioner.

Mange der køber sex gør det for spænding, og eksperimentering, en enkelt gang eller sporadisk uden at det fylder synderligt i livet. Nogle mens de er singel, andre også mens de er i parforhold. Men for nogle udvikler det sig til noget andet. Besøgene bliver flere. Pengene bruges hurtigere. Og selvom du ved, at du burde stoppe, vender du alligevel tilbage.

Det er ikke et udtryk for, hvem du er som person. Det er et tegn på, at noget er løbet løbsk,  og at der er brug for hjælp.

Dansk Sexolog Center arbejder for mennesker, der er blevet afhængige af købesex. 

Hvad vil det sige at være afhængig af købesex?

Afhængighed af købesex handler ikke om, hvor mange gange du har købt sex. Det handler om kontrollen -eller manglen på den.

Når købesex udvikler sig til en afhængighed, ligner mønsteret andre former for adfærdsafhængighed. Du tænker på det, planlægger det, søger det og oplever kortvarig lettelse efterfulgt af skam, skyld og løfter til dig selv om at stoppe. Løfter du ikke kan holde.

Afhængighed af købesex er en del af det bredere begreb sexafhængighed og tvangsmæssig seksuel adfærd, hvor seksualiteten ikke længere er en kilde til glæde og nærhed, men til trang, kontroltab og midlertidig ro -efterfulgt af skam, skyld og stress. Mange med købesex-afhængighed har også et pornoforbrug der er svært at kontrollere, eller en generel hyperseksualitet der driver adfærden.

Hvorfor udvikler man afhængighed af købesex?

Der er sjældent én simpel forklaring. For de fleste er der tale om et mønster, der har bygget sig op over tid og som ofte dækker over noget andet end sex. 

Købesex kan blive en tvangsmæssig adfærd og en måde at håndtere ensomhed, intimitetsproblemer, stress eller svære følelser på. Det er forudsigeligt, kontrolleret og kræver ikke sårbarhed. For mennesker, der har svært ved nærhed eller tillid, kan det føles som en løsning. Og løsninger der virker kortvarigt, er svære at slippe.

For andre handler det om eskalering. Det begyndte måske med et pornoforbrug der gradvist ikke var nok. Eller med en periode i livet præget af ensomhed eller tillidsbrud, hvor købesex udfyldte et tomrum. Nogle bærer også på senfølger efter seksuelle overgreb der aldrig er blevet bearbejdet.

“Mange af de mænd, vi møder, skammer sig dybt over det, de har gjort. Men skammen er sjældent et tegn på dårlig karakter. Den er et tegn på, at de ved, at noget er galt -og at de endnu ikke har fundet en vej ud.”

Babar Siddiqi, behandlingsansvarlig, Dansk Sexolog Center

Tegn på at købesex er blevet et problem

Du behøver ikke have en diagnose for at vide, at noget ikke stemmer. Her er nogle af de tegn, vi oftest ser:

  • Du har gentagne gange forsøgt at stoppe eller begrænse din adfærd uden held
  • Du bruger flere penge på købesex, end du har råd til
  • Du holder det skjult for partner, familie eller venner
  • Du oplever skam og skyld efterfølgende, men vender alligevel tilbage
  • Tankerne om næste gang fylder, selv når du er sammen med andre
  • Din adfærd eskalerer over tid og du søger mere, oftere eller mere ekstremt
  • Det påvirker dit parforhold, dit arbejdsliv og/eller din økonomi

     

Er du i tvivl om dit forbrug er et problem, kan du tage vores anonyme selv-test her.

Konsekvenserne ved afhængighed af købesex

Afhængighed af købesex påvirker sjældent kun én del af livet. Den breder sig.

Område

Konsekvens

Økonomi

Store pengebeløb brugt på købesex, skjulte udgifter og gæld

Parforhold

Uærlighed, utroskab, hemmeligholdelse, tillidsbrud og distance

Mentalt helbred

Skam, skyld, angst og depression

Selvværd

Følelse af ikke at kunne kontrollere sig selv, identitetstab

Arbejdsliv

Koncentrationsbesvær, fravær og risiko for afsløring

Juridisk

Køb af seksuelle ydelser hos mindreårige er ulovligt i Danmark og kan få alvorlige konsekvenser

Købesex og utroskab

For mange pårørende opleves købesex som utroskab, og den oplevelse er fuldt ud forståelig. Tilliden er brudt, og det, der burde være intimt og gensidigt, er blevet til en hemmelighed. Mange pårørende beskriver det som et tillidsbrud der rammer ligeså hårdt som fysisk utroskab.

For den afhængige er billedet ofte mere komplekst. Mange beskriver købesex som noget der ikke handlede om føleleser eller deres partner, men som et behov de ikke kunne styre. Nogle gange endda på trods af at de kunne få al den sex hos deres partner, som de ønskede. Det gør ikke smerten hos den pårørende mindre reel. Men det er en vigtig forskel at forstå, hvis parforholdet skal have en chance for at komme videre.

Hos Dansk Sexolog Center tilbyder vi hjælp til både den afhængige og til pårørende til sexafhængige. Nogle vælger at arbejde individuelt. Andre vælger at arbejde med forholdet i parterapi. Begge veje er mulige.

Behandling af købesex-afhængighed

Det første og sværeste skridt er at sige det højt til nogen. Mange bærer på hemmeligheden i årevis uden at tale med nogen om det.

Hos Dansk Sexolog Center starter vi altid med en indledende/udredende samtale, hvor vi afdækker din/jeres situation. Vi finder ud af, hvad der driver mønsteret, og hvilken form for behandling der passer bedst til dig/jer. Vi tilbyder misbrugsbehandling med behandlingsgaranti og du kan starte inden for 7 dage efter første henvendelse.

Et behandlingsforløb arbejder vi typisk med:

  • Forståelse af hvad der udløser trangen til købesex
  • Kontroltab, eskalering og mønstre bag adfærden
  • Bagvedliggende følelser som ensomhed, skam, intimitetsproblemer eller tidligere traumer
  • Konkrete redskaber til at håndtere trang og forebygge tilbagefald
  • Selvværd, grænser og en sundere relation til seksualitet
  • Parforholdet, hvis du ønsker at arbejde med det

     

Behandlingen kan foregå individuelt eller som parforløb, fysisk i Holbæk og Aarhus eller som online terapi i hele Danmark, grønland & Færøerne.

“Det handler ikke om at dømme det, du har gjort, og udskamme dig selv. Det handler om at forstå, hvorfor du blev ved og finde en vej, der ikke koster dig dit liv, dit forhold og dig selv.”

Babar Siddiqi, behandlingsansvarlig, Dansk Sexolog Center

Ofte stillede spørgsmål

Er jeg afhængig eller har jeg bare et stort sexdrive?
Det afgørende er ikke mængden, men kontrollen. Hvis du gentagne gange har forsøgt at stoppe uden held, hvis det skaber skam, hemmeligholdelse og negative konsekvenser i dit liv, er det tegn på afhængighed og ikke blot et højt sexlyst. Læs mere om forskellen på stor sexlyst og sexafhængighed her.

Kan jeg blive behandlet fortroligt?
Ja. Alt hvad du deler i samtalerne er fortroligt. Diskretion er grundlæggende i alt, hvad vi gør. Du behøver ikke frygte, at nogen får kendskab til din henvendelse.

Hvad koster behandlingen?
Den indledende forsamtale koster 2.100 kr. og varer ca. 90 minutter. Det samlede behandlingsforløb prissættes individuelt efter omfang og behov. Se vores fulde prisoversigt her.

Kan parforholdet overleve det?
For mange par er svaret ja, men det kræver, at begge parter er villige til at arbejde med det. Tillid genopbygges ikke over natten, men med ærlighed, konsekvente handlinger og professionel støtte er det muligt. Læs mere om at tilgive utroskab og genopbygning af tillid i parforholdet.

Kan jeg deltage online?
Ja. Vi tilbyder behandling online via Zoom eller Teams og har klienter i hele Danmark, Grønland og på Færøerne. Online behandling fungerer fuldt ud på linje med fysiske sessioner.

Hvad hvis jeg ikke er sikker på om det er afhængighed?
Du behøver ikke være sikker, inden du ringer. Den indledende samtale bruges netop til at afklare, hvad du står i, og hvad du har brug for. Det er en afklarende samtale, ikke en forpligtelse. Du kan også starte med vores anonyme selv-test.

Er du i tvivl om du er afhængig?

Vores online selv-diagnose for afhængighed giver dig mulighed for anonymt at teste dig selv og få uddybende information efter testen, så du bedre kan forstå afhængighedens mønstre og reaktioner.

Facebook
LinkedIn
Picture of Babar

Babar

Babar Siddiqi (f. 1968) er den daglige leder af Dansk Sexolog Center og blandt de mest erfarne behandlere i Danmark inden for misbrug og afhængighed. Som den første certificerede mandlige Afhængighedsbehandler (IAC-Hazelden) og sexolog, med muslimske rødder i Danmark, har han siden år 2000 hjulpet mennesker til at bryde destruktive mønstre og skabe et liv med mening og balance.

Kontakt mig og book en fortrolig samtale